Musiker,
Angelika Ahrenkiel Thøgersen
– mødte jeg for en del år siden, og sød musik opstod. Et venskab der aldrig siden er ophørt. Tværtimod bliver vi ved at snakke og snakke uden at vi nogensinde løber tør for noget at snakke om.
Al den snak har ikke kun affødt samtaler Angelika og jeg imellem. Vores samhørighed har også udmundet sig i, at vi sammen blandt andet har skrevet to sange sammen.
De er skrevet og skabt under to forskellige præmisser.
Første sang skrev jeg tekst til efter Angelika havde komponeret melodien. Jeg skulle tolke ud fra melodiens sjæl og skabe den fortælling, jeg fik ud af at høre melodien igen og igen uden at vide, hvad Angelika havde tænkt, da hun komponerede den.
Da vi skulle skabe anden sang, vendte vi tingene på hovedet, og gjorde det omvendt.
Jeg skrev en tekst uden at indvie Angelika i, hvad jeg havde tænkt undervejs. Det skrevne skulle hun efterfølgende komponere en melodi til.
Disse benspænd, vi opstillede for os selv, var et forsøg på at skabe et rum, hvor kreativiteten fik lov at blomstre samtidig med, at vi prøvede at stramme friheden til at skabe frit lidt ind. Det skærpede både ordvalget og musikken. Og fik os til at forsvinde ind i en symbiotisk bobbe, hvor kun hun og jeg var at finde.